Finanskrise, gældskrise, boligkrise, krise afløser krise. På selve valgdagen i uge 37 dukkede der nogle tankevækkende udmeldinger frem, udtalt af generaldirektøren for FN’s arbejdsorganisation, ILO, Juan Somavia. Talen fandt sted i Europaparlamentet i Strasbourg. Perspektivet i hans udmeldinger er interessante, ikke mindst set i lyset af at regeringsgrundlaget for den kommende periode aftales i disse dage.
”Tiden er inde til, at den økonomiske drivkraft styres af en reel økonomi med produktion for øje” og ”Banker skal tilbage til kedelig bankvirksomhed”. Det var bl.a. to af Somavia’s klare udtalelser. Hurtige penge og kortsigtet bundlinje fokus har været nogle af de svøber verdensøkonomien har lidt under. Også danske økonomi har været gennemsyret af et vist fraværet af, et langsigtet fokus på investering og sund fornuft. Nu hvor krisen synes ikke at ville slippe sit tag i hverken dansk eller international økonomi, fristes mange måske til at fortsætte ad det spor som de aggressive markeds kræfter automatisk udstikker, men en krise er også en mulighed for fornyelse såvel som undergang.
Ordet krise er afledt af det græske ord crisis og betyder vendepunkt. En krise kan både være vendepunkt til fornyet vækst og udvikling eller til destruktion. Meget afhænger af, hvordan samfundet vælger at arbejde med problemerne. Det handler om at blive opmærksom på, hvad og hvornår noget fungerer, og hvad der får det til det.
Et af vores tids helt store problemer er grådighed. Naturligvis har vi brug for et effektivt arbejdsmarked. Vækst og udvikling skal generere øget værdi. Investorer skal have gevinst af deres investering, men når den kortsigtede målopfyldelse ensidigt sættes over langtidsinvesteringerne, ødelægges forudsætningerne for et livsdueligt arbejdsmarked og for et sundt samfund. Grådighed er markedskræfternes diabolske bagside, der skal styres og holdes i tøjler, hvis samfundet ikke skal blive koldt og goldt.
Når medarbejdere slides ned og ikke kan holde til et helt arbejdsliv. Når trivsel bliver til mistrivsel, når tillid bliver til mistillid, så er det på tide at dem, der har ansvar og beslutningskompetence, vælger nye veje for at opnå sine resultater.
Forudsætningen for sund økonomisk vækst er både, at der er styr på finanserne, men også at der er vision i investeringerne. Herunder at der er en social balance, så samfundet ikke skævvrides eller nedslides. Så borgere i den arbejdsduelige alder ikke ender med at skulle opgive hus og hjem, når de bliver arbejdsløse i perioder med lavkonjunktur, eller at virksomheder i opgangs tider ikke kan få kvalificeret arbejdskraft. Bondefornuft og langsigtet planlægning er nødvendigt, hvis fx Danmark seriøst skal lægge kriserne bag sig.
”Krisen må ikke blive en undskyldning for at forringe rettigheder på arbejdsmarkedet.” Det er en tredje vinkel Somavia fremhævede. Stigende ulighed inden for arbejdsmarkedet, uddannelse, sundhed og finansielle muligheder vil på langsigt ødelægge et samfund og mindske værditilvæksten blandt næsten alle samfundsgrupper. Større lighed vil øge væksten, så længe produktiviteten er solidt funderet og samfundets økonomi ikke bygger på ’papirpenge’.
