Stadigt stigende krav og forventninger bombarderer arbejdsmarkedet. En ny OECD undersøgelse viser, at Danmark fører an i en negativ global trend, hvor store dele af arbejdsstyrken langsomt, men sikkert slides ned.
Fra år 2000 til 2009 er antallet af patienter i behandling ved det psykiatriske sygehusvæsen steget med 48 procent. Især de ”ikke-psykotiske” lidelser som stress, depression og angst rammer danskerne. Hver anden, der i dag får tildelt en førtidspension eller et fleksjob vurderes til ikke at kunne klare et normalt job grundet psykiske problemer.
Udviklingen har også en anden trist tendens nemlig den, at nedslidningen rammer stadigt yngre mennesker. I dag slår den mentale nedslidning typisk igennem hos mennesker, der er under 50 år gamle. Får man tildelt f.eks. en førtidspension, lykkes det derimod næsten aldrig for nogen at vende tilbage til arbejdsmarkedet igen.
Ugebrevet Mandag Morgen redegjorde for nylig, at den fysiske- og psykiske nedslidning koster samfundet mere end 110 milliarder kroner hvert år. En udgiftspost, der alt andet lige kun ser ud til at vokse i fremtiden.
Min egen tidligere direktør, Stine Bosse, meddelte overraskende, kort efter at hun havde rundet 50 år, at hun opsagde sin stilling. Til Berlingske Nyhedsmagasin fortalte hun, hvorfor hun efter 12 år som topchef i Tryg sagde farvel og tak: ”Jeg kan simpel ikke rumme det hele længere.”
Nu skal Stine Bosse hverken på førtidspension eller i flexjob, men med udgangsreplikken om, ”ikke at kunne rumme det hele længere”, illustrerer hendes historie, hvad tidens bombardement af nye krav, nye forventninger og et konstant pres på den enkelte gør ved alt for mange.
Tidens store spørgsmål er måske hverken, om vi skal arbejde 12 minutter mere om dagen, eller igangsætte en hurtig afskaffelse af efterlønsordningen, men meget mere om, hvordan vi sikre et godt arbejdsliv?
Et arbejdsliv, hvor der reelt er plads til at være menneske med alle de livsfaser et sådant liv rummer. Hvornår bliver det legitimt at tale om, hvordan vi opnår et psykisk velbefindende?
På arbejdspladserne har man vist aldrig før talt så meget om kost, alkohol og motion, som nu, men hvordan lærer vi, at vise omsorg for hinanden og os selv i rette tid? Skulle vi ikke også tale noget mere om dét?
”Gør mod andre, som du vil, at de skal gøre mod dig.” Hvor er denne gyldne regel blevet af i al den sundhedssnak, som rammer alle arbejdspladser i disse år? Hvor er næstekærligheden blevet af, når vi går på arbejde? Måske næstekærlighed er for stort et begreb, men hvor er den gensidige respekt blevet af? Skal alt virkelig gøres op i ”noget for noget”, i en uendelig millimeterretfærdig, klinisk tilgang, til hinanden?
Er vi ved at konkurrere os selv ihjel i vores bestræbelser på at være bedre end kollegaen ved siden af? Og er vi parat til at ”dumpe” ham eller hende, for selv at få en ”større bid af kagen”? Undskyld hvad er det lige vi har gang i?
Hvad skal der til, for at vi får et værdigt arbejdsliv? Skulle vi begynde med at sætte ord på en værdidebat, der på arbejdspladserne og i samfundet gøre op med det himmelråbende forkerte i, at alt for mange bliver ”ladt tilbage på perronen”, og at alt for mange af os bliver syge af at gå på arbejde?
Vi trænger ganske enkelt til at afsætte tid til at tale med hinanden om, hvad der gør det gode liv - også det gode arbejdsliv. Når vi så har ”lært på lektien”, skal vi have modet og viljen til konsekvent handling!
Så selvom måske hverken ”blå eller rød stue” gør dét lige nu, ku’ vi jo godt begynde!
Sku’ vi ikk’?
Læs også lidt om ledere skal lære at spotte stress og nedslidning
HFM 14 feb. 2011
Kilde: Berligske/3. sektion/mandag 14.02.2011
