FTF's forretningsudvalg afviser regeringens efterlønsudspil med henvisning til, at der slet ikke er forslag til en bredere reform af arbejdsmiljø, uddannelse med videre, der gør det muligt at arbejde mere.
Der er god grund til at få flere til at blive længere på arbejdsmarkedet. Men hvis regeringen vil lave om på tilbagetrækningsmønstrene, så skal det ske i tæt samarbejde med arbejdsmarkedets parter og som led i en større reform, der reelt gør det muligt at blive længere på arbejdsmarkedet gennem en øget uddannelsesindsats, et bedre arbejdsmiljø og mere smidige regler for førtidspension og fleksjob.
Det er essensen i den beslutning, som forretningsudvalget i FTF tog på et særskilt møde om efterlønnen. Her besluttede FTF at give regeringen en afvisning af det nuværende udspil til en efterlønsreform, der udelukkende rummer nedskæringer og ingen forbedringer af uddannelse, arbejdsmiljø eller andet.
safu er glad for, at FTF nu deltager i debatten om efterløn. Vi repræsenterer mange grupper, der har brug for en efterlønsordning. Derfor skal der ses på efterlønnen i et større perspektiv, for uden konkrete forbedringer på arbejdsmarkedet er det svært at undvære efterlønnen, medmindre mange ældre skal tvinges til drastiske nedværdigende ændringer.
Kravene om effektivitet på arbejdsmarkedet stiger stadig. Selvom danskerne lever længere og sundere er det urimeligt, hvis man uanset erhverv først kan trække sig tilbage som 70-årig. Det vil være konsekvensen i fremtiden, hvis regeringens efterlønsforslag vedtages.
Vi håber derfor, at FTF får held til at komme i dialog med folketinget og regeringen. For ellers bliver det de svageste grupper på arbejdsmarkedet, som ender med ”sorte Per”, når regningen for regeringens voldsomme omlægning af udfasningen fra arbejdsmarkedet skal betales.
Samtidig vil det klæde regeringen, hvis de finder tilbage til traditionen med at inddrage lønmodtagere og arbejdsgivere, når reformer af arbejdsmarkedet skal sættes i værk. Alt andet er uacceptabelt og uholdbart.

