safu mener: Efterlønsordningen blev sat i verden, for at ældre nedslidte medarbejdere kunne trække sig ud af arbejdsmarkedet før normal pensionsalder. Og for at give plads til unge, der i den anden ende havde svært ved at få job. Desværre er præmisserne på nogle punkter de samme i dag, som for 30 år siden.
De seneste to år er ungdomsarbejdsløsheden næsten firedoblet. Også veluddannede holdes ude af arbejdsmarkedet. Så en afskaffelse af efterlønsordningen kan ramme dobbelt hårdt på et arbejdsmarked, der reelt ikke efterspørger al den arbejdskraft samfundet råder over.
180.000 ledige er det tørre statistiske tal på arbejdsmarkedet lige nu, og intet tyder på, at alle dem der i dag gør brug af efterlønnen reelt ville have en chance for at forblive i job til de når folkepensionen.
Regeringens ensidige fokus på at afskaffe efterlønsordningen ser derfor forfejlet ud, hvis ikke der samtidigt igangsættes tiltag, der fjerner grundene til, at folk går på efterløn. Eller hvis ikke ledigheden markant forbedres, især blandt de unge.
Vi har brug for en anden og bedre ind- og udgang af arbejdsmarkedet. En styrkelse af arbejdsmiljøet på arbejdspladserne og en større fleksibilitet i fx førtidspensionsordningen og i overgangene mellem arbejdsliv og pensionisttilværelse.
Arbejdsmarkedets parter og regeringen skal nytænke, hvordan et godt arbejdsliv og sikringen af konkurrenceevnen kan gå hånd i hånd. Arbejdsgiverne må også yde deres. Både når det handler om rekrutteringen til arbejdspladserne og holdningen til ældre medarbejdere. Ingen nyuddannet kan præstere 3-5 års erhvervserfaring, og ingen på 63 år kan frembringe en attitude og løsninger, som en medarbejder på 36 år kan bidrage med. Til gengæld kan ham på 63 år så, så meget andet!
Den aldersdiskrimination, som ses på arbejdsmarkedet må høre op. Arbejdsgiverne må holde op med at kræve flere ældre på jobmarkedet, hvis de ikke er parat til at beholde flere ældre i arbejde. Og samtidig, give de unge en fair chance i den anden ende.
Folketinget skal fokusere på, hvordan man kan fjerne grundene til, at folk går på efterløn og på hvordan fuld beskæftigelse igen kan blive mulig. Danmark har alle forudsætninger for at kunne genvinde sin position, som et af verdens mest veludviklede velfærdssamfund. Det kræver, at alle tager ansvar, og at menneskeligheden sættes i højsædet. I en mere langtidsholdbar tænkning end den, politikkerne har for vane i øjeblikket.

