Efterlønsreformen kan ikke stå alene

safu mener: Regeringens forslag til at ændre på efterlønnen – og på sigt udfase den – kan på ingen måde stå alene. Efterlønnen er et værktøj på arbejdsmarkedet, som ikke kan nedlægges uden at andre instrumenter justeres eller lægges til.  

Efter forkortelsen af dagpengeperioden fra 4 til 2 år er det blevet presserende, at ældre som mere eller mindre frivilligt vælger at gøre brug af efterlønnen, i fremtiden får et værdigt alternativ på et arbejdsmarked, som ofte slet ikke har plads til de selv samme personer, når det kommer til stykket.  

I safu ved vi af bitter erfaring, at mange virksomheder fravælger at ansætte personer som er kommet op i alderen, og at virksomhederne oftest ikke tager hensyn til deres sociale ansvar ved afskedigelser. Denne cocktail kan blive giftig for mennesker, der i dag kan vælge at gå på efterløn, som et alternativ til ledighed eller kontanthjælp. For med de nuværende udmeldinger, tyder intet på, at kravene til fx førtidspension ser ud til at blive ændret.    

En efterlønsreform kan ikke stå alene. Samspillet mellem arbejdsgiveres ansvarsforståelse og samfundets vilje til at skabe en værdig overgang til pensionsalderen skal styrkes, hvis efterlønnen afskaffes.  

Samfundet hæver gradvist folkepensionsalderen og hovedparten af danskernes pensionsopsparing er ganske enkelt for lille til at kunne dække det hul, som opstår ved en hurtig udfasning af efterlønsaftalen. Derfor skal det ”sociale sikkerhedsnet” gås efter i sømmende sideløbende med, at efterlønnen afskaffes, så vores samfund ikke ender med at tabe en del ældre på gulvet, der gennem mange år har tjent samfundet trofast på arbejdspladser, som måske ikke findes mere i deres del af landet.  

Niels Hemmingsens
Gade 12.
PostBox 2234
1019 København K

Tlf: 33 70 73 00
Fax: 33 36 88 80

CVR-nummer:
25 73 38 00

safu@safu.dk